Akeleje
Iført ballerinaens lette kjole
svæver du ved brisens sarte berøring.
Stormens kys er langt mere frivole
Bonderose
Tung i hovedet bøjer du nakken.
Bien hvisker; hun har drukket morgendug.
Måske er der noget om snakken?
Citronmelisse
Du dukker op her og der i haven
skønt du i starten kun stod i potte
– du skulle jo kun glæde maven
Daglilje
Med gule spyd mellem smalle blade
står du i havens skyggelagte krog
og gør beskuerne forårsglade
Evighedsblomst
Din raslende tørhed er pågående
min elskede gir dig lidt opmærksomhed,
så jeg lader dig vel blive stående
Fresia
Duftende mellem himmel og Georgine
skønt også dårende dejlig inde.
– nogle giver du let hovedpine
Gladiolus
Med vugge i varme middelhavslande;
kun få tiltrækker lange blikke som du,
med dine farveeksploderende stande
Hundetand
Bedårende smil med humor og vid i
som du står der, tandløs under bregnen,
og véd, dig er der ikke meget bid i
Ingefær (Italiensk)
Du dækker stjerten bag sprøde blade
men før maj går endeligt til grunde
ses du bar, bag bondens lade
Japansk anemone
Yndefuld svæver du over løvet
som beskytter dine sarte ben
imod regn der slår i støvet
Kamille
Uanselig i din lille trøje
og en spinkel duft der knapt anes
men du er god – både for mave og øje
Liguster
Du skaber ly for rugende fugle
men til Sct. Hans klippes du tæt
og afslører – en dunet kugle
Mandstro
Du stritter med dine blå stande.
Ser så mandig ud mellem valmuer
blidt berørt af din pande
Natlys
Som dråber af månen i sandet
gløder du blidt når solen slukkes
i ørknen såvel som ved vandet
Orkidé
Regnskovens skønne læbeblad
med dine grønne pseudoknolde,
Du trives vel bedst i dampbad?
Persille
En småkruset dusk langes over disken
og så lige et par duske mere
– bare nok til rullepølsen og fisken
Quel diable
Hvilken skøn djævel, denne fyldte Dahlia
der gløder i ravgult med røde striber
– nyder jer, over en kop Gevalia
Røllike
Som små sole på pind må man sige;
plantet mellem natviol og perlekurv
deler I vejr og vind lige
Solbrud
Med store øjne springer du frem af skyggen
og spreder dine gyldent – gule stråler
for en tid vender du mørket ryggen
Tulipan
Hvid og triumferende i maj
du blomsternes Cleopatra
perfekt, kølig og med rette svaj
Uvularia
Skønt smuk alene, står du helst i blokke
og gerne i skyggen med ansigtet vendt bort
fuld af sørgmodige tanker, du gyldne klokke
Valmue
Sortøjet tatertøs med ildrøde skørter,
kornblomst og vejbred med rejste stande;
jeg ligger i grøften og ser I flirter
Weymouthfyr
Der står en fyr for enden af haven
hvis kolbe ligner efter en banan
– men den ligger ikke godt i maven
Yuccapalme
Du står og luner dig i udestuen
med kronen mellem drue og klematis
alt for sart til nordenvindens truen
Zinnia
Lille frøken, i skyggen under den gamle pære
– hvor din familie har sommerresidens
skabes en livfuld atmosfære
Ærenpris
Veronika, på dine spinkle ben
tog du trapperne i letløvet spring.
Du og løvefod står jer godt mellem sten
Øjeblomst
Troskyldige blå øjne vendt mod himlen.
Engleagtigt lette, svæver I over puden
– nikker søvnigt til blåklokkens bimlen
Åkande
Foreviget ved Monet’ malerier.
Som drømme i grønt og perlehvidt
folder du dig ud i poetens fantasier