Dødbringende kulde

Kulden strammer huden til bristepunktet
knoglerne fryser i deres knirkende led
og han hiver vejret gennem frosne bronkier
hver bevægelse stivner før tanker bryder
i rent hjernespind
– han savner sin stok
øjne lukker sig løbende
den gamle mand læner sig
dødtræt imod vinden stående i
en pøl urin
hundekæden hænger slapt ved hans side
og taler sit tydelige sprog
– havde han ikke en stok?

I huset på bakken
med spor af invalide
græder en gammel kvinde med
hånden på hundens hoved
– hvor er far?
Hvor er han?
Hvor er han?
Og hun slår på sine døde ben

Det var meget før
mobiltelefonernes tid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *